Ride-angst er et omsiggribende fænomen

Rideangst

Rideangst

Rideangst er et omsiggribende fænomen, som måske op imod 80% af alle ryttere har i dag- eller højt sandsynligt kommer til at opleve på et tidspunkt. Det er magtfuld følelse og en forførerisk størrelse, som vi skal prøve at lære at forstå. Følelsen er nemlig skadelig uanset, hvor den kommer fra. eMagasinet Islandsk Hest har taget en snak med certificeret coach Heidi Sahl Thomsen fra Rideangst.dk om det store og vanskelige emne.

Her er nogle overordnede tanker om emnet ride-angst:

Heidi Sahl Thomsen er slet ikke i tvivl, om at vi skal grave dybere og længere tilbage i vores historie, når vi skal grave ind til begrebet rideangst. Hun har selv oplevet traumet tære på ridelysten – og har i dag besluttet sig for at hjælpe andre ryttere i samme situation.

-Vi er bare i hesteverdenen opdraget til at være seje og præstere, og en del af den fejlfortælling er, at det ikke er ok at udvise svaghed.

Dernæst så hersker, der en fejlkobling ”a la denne her leder-myte”, hvor vi skal vise hesten, at vi er stærke mentalt på facaden, forklarer Heidi og pointerer, at det meget handler om, at vi skal gå forrest som ledere for hesten. Noget som oftest også er rodfæstet helt fra barnelærdommen, at hvis vi er bange og stiger af hesten. Så vil hesten huske det til næste gang. Hvis vi udviser svaghed overfor hesten, altså frygt, lærer vi hesten det forkerte, som vi så skal reparere efterfølgende.

-Men måske er vi snarere en dårlig leder for hesten, hvis vi i virkeligheden gør det stik modsatte af, hvad vi har lyst til, påpeger Heidi.

Heste er knivskarpe til at aftyde alt kropsprog, og der er grundlæggende intet galt i, at hesten mærker at du nervøs, hvis du er det, mener Heidi og pointerer, at hun udmærket ved, at en del vil være uenig i dette.

-Jeg vil faktisk meget hellere være fortaler for, at det er rigtigere at være autentisk i det du gør. Jeg tror ofte at det, heste reagerer på er miksede signaler -og ikke kun nervøsitet som er det, vi har en tendens til at måle på. Hvis du mærker en uindbudt hjertebanken over at skulle ride en stor bue udenom en stor larmende traktor, så hop bare ned af hesten. Det er helt ok, og ikke en svipser. De følelser, du har omkring situationen, er langt vigtigere end om du trækker hesten forbi, mener Heidi.

-Det hele bliver jo på facaden, hvis vi er grund-angste indeni. Det er en bedragerisk illusion, at vi bliver mere robuste mentalt, hvis bare vi bliver ved med at hælde mere oven i af det samme som fremkalder nervøsitet. Det er derfor jeg anbefaler mine elever at arbejde inden for deres egen tryghedssfære. Det uddyber jeg lidt mere i det følgende.

Hvorfor opstår nervøsitet?

Ifølge Heidi, er det et komplekst edderkoppespind af mange årsager, hvor hver lille hvide sytråd spiller en større eller mindre rolle for nervøsitet.

-Mit nok vigtigste kardinalpunkt er, at du er god nok – og du er god nok – også selvom du er en nervøs rytter. Det bedste vi kan gøre for os selv, er at søge indsigt i det kontrolgreb som angsten har i os og prøve at forstå, HVORFOR vi ofte bare ”sætter os op på hesten igen”, selvom hjerne afspiller skrækfilm og vi egentlig ikke har lyst.

-Hvis din hjerne overordnet vurderer, at du er i fare, afspiller den en skrækfilm om du vil det eller ej. Det vil den ofte blive ved med at gøre i uendelighed. Problemstillingen er, at vi søger at tale fornuft og logik med noget som er helt udenfor vores rækkevidde.

Derfor skal vi heller ikke bare op på hesten igen, mener Heidi, og lader forstå, at det ofte er det stik modsatte, der skal til i hendes optik. ”Op på hesten igen” er nok en af de mest misforståede klicheer, når vi skal søge at pille begrebet ride-angst fra hinanden.

Der kan nemlig være deciderede fald-traumer

Men ride-angst kan også opstå fra det næste sekund – uden forvarsel – og uden nogen indlysende årsag, pointerer Heidi. Vi er oppe imod virkelig obskure kræfter. Som førnævnt er det helt udenfor det, hvor vi selv bestemmer, forklarer Heidi alvorligt.

Heidi lærer sine ride-angstelever at det helt ok at være i en kontrolleret situation og blive der. Hun vil gerne væk fra denne her ”udfordre dig selv, hvis du vil vokse”- fortælling. Mest fordi vi måske skal forstå, at når vi har rideangst, så er en udfordring mere en kattepine end noget vi potentielt udvikler os af.

Ride-angst kvæler os, og som følge deraf har vi brug for at gøre noget helt andet med vores hest, end det vi gør, er Heidi’s overbevisning.

-Du udvikler dig måske ikke, nej, men du vedligeholder dig faktisk der, hvor du er tryg. Det vi vokser af, er jo successer og at gentagne gange blive bekræftet i de ting vi er gode til. Det er her modet får næring fra.

Det kan kun blive et problem for dig, hvis du har drømme udenfor din egen definerede komfortzone, pointerer Heidi

Rideangst

Ifølge Heidi, er det altså bedre at arbejde for at styrke, det man er god til, så der altid er et ”helle”, stedet for konstant at gå og presse sig selv. Det er ofte federe end at føle, at man SKAL ride den skovtur, for ellers er man en ”dårlig rytter”, som andre ikke kan tage alvorligt. Hun forklarer, at man på den måde får større lyst til bare en dag selv at åbne leddet ind til skoven.

Sandheden er, at har du ride-angst og pisker dig selv ud, så er det uærlig fiktion, man fortæller sig selv. Det føles som en enorm lettelse, hver gang du er vel tilbage på staldgangen og har sadlet af. Lige indtil næste gang du svinger sadlen op på hesten, så er det nøjagtig samme følelse igen. Samme historie, som netop ikke udvikler dig.

-Du er ikke vokset af alle de ture, du har pint dig selv til at tage på, uddyber Heidi og mener, at man derimod har presset citronen. Det betyder, at du slider på din lyst til at udfordre dig selv, pointerer Heidi. For selvom du måske føler lettelse og stolthed over at have gennemført skovturen, går følelsen aldrig væk, før du gør noget helt andet. Det forbliver surt i surt.

Flosklen om, at vi bliver hvad vi øver os på, kender du til hudløshed, siger Heidi, og lader forstå sandheden ofte er, at vi bliver lige så gode til anspændthed.

-Hvis ikke vi lærer at forstå, at det er ok have ride-angst, så øver vi os bare på mere af det samme. Jeg oplever desværre tit at mange venter med at få hjælp, når der først er sket et fysisk traume. Det er alt for sent.

Hvordan kommer man videre?

Hvis din angst afholder dig fra at gøre, hvad du drømmer om, er det på tide at tage fat på dig selv – og ændre den følelse du har – og som førnævnt, så er vi nødt til at gøre noget andet end at arbejde udover grænsen. Før man erkender, at der er et problem, kan vi ikke gøre noget ved det, mener Heidi. At acceptere at man har en problemstilling er netop ikke at blive stående, men første skridt til at komme videre, pointerer Heidi samtidig med, at hun lader forstå, at hvad der skal til, er meget individuelt.

Men overordnet kan man spørge sig selv, om man søger efter undskyldninger for sig selv, for at lave øvelser fra jorden, longere eller gå en tur med hesten i stedet for skovturen ud alene. Blæser det lidt for meget i dag? Måske er du allerede godt i gang med at øve dig på at blive god til anspændthed. Dernæst skal du kaste træningsplanen i skraldeposen og folde ambitionerne sammen og lægge ind i klædeskabet, anbefaler Heidi.

-Vi skal væk fra alle de her skal’er, som er lidt vores indre stemme-dæmon

Man skal sætte sig fri fra ”skal og burde”, råder Heidi. Hesten skal ikke galoppere, og du skal heller ikke følge en specifik træningsplan. Hvem siger det? Hesten er ligeglad. Du bilder dig måske ind, at det er en følelse, der får dig til at føle dig godt tilpas, når du har overkommet kattepinen og redet ud, men det er ikke en god situation for dig, når det er DIT hjerte, der galopperer, siger Heidi alvorligt.

Man skal gå mere med, hvad der føles rigtigt. Giv den indre stemme et los og gør kun, hvad du har lyst til i momentet, pointerer Heidi. Det er vigtigt, at det er rart at tage ud til hesten. Men hvordan kommer man derhen?

Pres fra omverden og dig selv

En af de årsager til at mange fortsætter med at pine sig selv er også frygten for fordomme fra omverdenen, påpeger Heidi. Det kan gøre, at man ikke vil acceptere det.

-Prisen ved at stå frem som nervøs rytter er, at man får en label på, a la ”nå, hun vil ikke med på turen for hun er nervøs.”

Når ens staldkammerater kigger skævt til en, fordi man laver noget fra jorden igen, er det et ulideligt pres. For vi vil først og fremmest tages alvorligt og anses som dygtige ryttere. Og dygtig hænger skidt sammen med at man fx ikke tør ride ud i terrænet. Det er ofte det, der driver os til at fortsætte, forklarer Heidi.

-Det er altid godt, når nogen stiller sig frem – og gør at flere tør, og det er heldigvis også ved at blive mere socialt accepteret at skille sig ud, og gøre som man selv har lyst, mener Heidi.

Bedste tip:

Rider du ofte, men føler først lettelse, når du er vel hjemme igen, så skal du ikke være bleg for at lave noget andet med din hest. Det skal nemlig opfylde dine behov, hver gang du tager ud til hesten. Det er vigtigt at vende tilbage til formålet om, hvad der giver dig noget særligt. Det skal være positivt, da det er herfra modet skal komme. Find på noget mere lystbetonet, anbefaler Heidi. Vær mere impulsiv. Dernæst er det essentielt at blive støttet i at få nogle nye gode vaner.

Heidi Sahl Thomsen er certificeret coach hos rideangst.dk.

Citat: “Flosklen om, at vi bliver hvad vi øver os på, kender du til hudløshed. Men virkeligheden er ofte, at vi bliver lige så gode til anspændthed.”

Af: Shaila Sigsgaard

Vil du modtage eMagasinet
Islandsk Hest
direkte i din indbakke til
0 kr?

Ja tak, send magasinet
Book din annonce har
Reklamer for din hingst her
Karlslund

Læs også

Hvis du synes denne artikel var interessant, så kan du måske også lide nedenstående artikler:

Tilbage til artikelarkiv oversigten
Go to Top