Når hoppen lækker uden at forklaring

Når hoppen lækker uden at forklaring 

Dyrlægens vinkel – Når hoppen lækker uden at forklaring

Du opdager at din hoppe drypper med mælk fra yveret. Men hoppen er hverken drægtig eller har føl ved siden. Hvad skyldes det mon? Mange hopper står med galactorrhea fra tid til anden. Det er en tilstand, hvor der spontant eller uafhængigt af drægtighed eller diegivning produceres og udskilles mælk fra yveret. Du har sikkert hørt om tilstanden før, uden helt at vide, hvad det betyder eller hvordan det kan forklares, men det er faktisk et større problem, da det tiltrækker fluer og giver anledning til infektioner i yveret.

Der findes flere årsager til galactorrhea, men desværre er det nogle gange en kompliceret diagnose og behandling, som kan kræve længere udredning. Galactorrhea er mere et symptom, ikke en egentlig sygdom. Og det er selvfølgeligt vigtigt at finde ud af, hvad problemet i virkeligheden er. Her er lidt baggrundsinfo, så du nemmere og hurtigere kan iværksætte en plan og evt. få behandlet din hoppe.

Hvad sker der ved den normale laktation?

Udvikling af kirtelvæv og stimulering af mælkeproduktion hos den folende hoppe er influeret af steroidhormoner fra binyrer og æggestok, samt af prolaktin, væksthormon, skjoldbrusk- hormoner samt andre faktorer.  Østrogen er for eksempel den styrende faktor for udviklingen af kirteludførselsgangene. Progesteron stimulerer udviklingen af selve kirtlen. Prolaktin stimulerer produktionen af mælk fra kirtlen. Prolaktin-sekretion er styret af dopamin, som udskilles fra hypofysen. Prolaktin stiger hurtigt den sidste uge inden foling og har sit maksimum et par dage efter foling. Herefter forsvinder den gradvist over et par måneder, selvom mælkeproduktionen vedligeholdes indtil føllet fravænnes.

Oxytocin er et hormon som mange hoppeejere kender, fordi det stimulerer tømning af livmoderen

Oxytocin er et hormon som mange hoppeejere kender, fordi det stimulerer tømning af livmoderen. Oxytocin anvendes derfor ofte I forbindelse med inseminering og skylning af hopper, eller ved tilbageholdt efterbyrd. Oxytocin stimulerer dog også muskulaturen omkring kirtelvævet i yveret, og forårsager ”mælkenedlægning”, det vil sige hjælper mælken som bliver produceret med at komme ud af yveret. Dertil har oxytocin også en vigtig rolle i forbindelse med at skabe forbindelsen mellem mor og afkom. Nogle gange kaldes oxytocin også for ”kærligheds-hormonet”.

Galactorrhea opstår derfor, når hoppen af en eller anden grund udsættes for de hormoner, som styrer mælkeproduktionen: For det første kan det være forårsaget af hormoner som kan være produceret af hoppen selv. Eller det kan være indtaget med føden. Hos nyfødte føl kan det som den tredje mulighed være overført under drægtigheden og med mælken.

Behandling

Behandlingen kommer selvfølgeligt an på årsagen til problemet. Det er vigtigt at finde ud af hvad man behandler for, så man har en chance for at behandle den rette sygdom. Derfor kan man ikke give nogen opskrift på behandlingen uden at have set og undersøgt hesten.

Hvad er heksemælk hos nyfødte føl?

Af og til ses mælkeproduktion hos nyfødte føl. Vi kender også tilstanden fra mennesker, hvor det kaldes ”heksemælk”. Heksemælk opstår, fordi føllet har været påvirket af hoppens hormoner inden og efter foling og derfor selv udvikler mælkeproduktion. Det er oftest helt ufarligt og forsvinder af sig selv, men nogle tilfælde kan de få infektion i yveret på grund af mælke-sekretionen. Infektion skal naturligvis behandles, men generelt gælder det om ikke at røre ved pattespidserne.

Står den ældre hoppe med mælkeflåd?

 Heste med Pituitary Pars Intermedia Dysfunction (PPID) har en defekt sekretion af Dopamin. Dopamin nedregulerer blandt andet sekretionen af prolaktin, og derfor kan hopper med PPID have forøget produktion af prolaktin og derfor mælkeproduktion. Ældre hopper, som pludseligt får galactorrhea, bør derfor testes for PPID.

Andre stofskiftelidelser

Der findes andre stofskiftelidelser hos heste, og ved nogle af disse kan der også ses galactorrhea. Derfor kan det være nødvendigt at lave nogle yderligere undersøgelser såsom udredning for Equine Metabolic Syndrome (EMS) og undersøge skjoldbruskkirtel-status, hvis man ikke kan finde nogen anden diagnose. Den slags udredninger kan kræve nogle udvidede undersøgelser.

Cancer

Tumorer i hormonproducerende væv såsom hypothalamus, hypofysen, binyrerne eller æggestok og livmoder kan forårsage mange forskellige symptomer. Hvis tumoren er funktionel, og rent faktisk producerer hormoner, kan det også i nogle tilfælde forårsage galactorrhea.

I denne forbindelse er det vigtigt også at lave en fyldestgørende undersøgelse af hoppens reproduktionsorganer, så man ved om hun har normal brunst og hormoncyklus.

Det er vigtigt at hoppen og yveret undersøges for andre sygdomme. For eksempel bør hoppen undersøges for yverinfektion (mastitis), yverbylder eller tumorer. Yveret bør undersøges både med palpering og ultralyd. Dertil bør man selvfølgeligt tjekke om hoppen eventuelt kunne være  drægtig.

Hvis der ikke kan findes nogen anden årsag til mælkeproduktionen, kaldes tilstanden ”idiopatisk”. Det betyder slet og ret at en dyrlæge har undersøgt alle kendte årsager og ikke fundet nogen. Desværre får mange hopper denne diagnose uden at have været undersøgt til bunds, og så er det måske ikke helt rimeligt at bruge betegnelsen idiopatisk.

Gennemgå hesten foderplan

Fodring med højt proteinniveau har i visse tilfælde været koblet til galactorrhea. Vi ved ikke præcist hvorfor, men de høje proteinniveauer stimulerer formentligt stofskifte og steroidhormonerne til mælkeproduktionen. Det er derfor en god ide, at dyrlægen gennemgår din foderplan hvis din hoppe har galactorrhea.

Rødkløver, soyabønner og lucerne-hø med højt indhold af aktive phytoøstrogener er også kendt for at kunne stimulere mælkeproduktion, især hos får og kvæg. Det er ikke velbelyst hos heste, men det antages at være det samme. Phytoøstrogener er østrogenlignende steroidhormoner produceret af planter. Det er ikke alle phytoøstrogener som er biologisk aktive hos dyr, men vi ved at nogle af dem er. De kan godt have en effekt der ikke er helt tilsvarende den østrogen, hopper selv kan producere.  Har din hoppe et problem med mælkeproduktion og samtidigt går på en mark med for eksempel rødkløver, er det en god ide at få hestene flyttet fra marken, og evt. lagt den om.

Fakta:

Dyrlæge Jenny Katrine Boye har redet islandske heste siden hun var barn – og hun er vokset op i en dyrlægefamilie. Efter hun færdiggjorde sit studie på Københavns Universitet har hun rejst meget og tilbragt tid på hestehospitaler mange steder i Verden. Jenny blev specialist i reproduktion efter 2 års klinisk efteruddannelse på UC Davis i Californien.

Af dyrlæge Jenny Boye

Foto: Privat

Vil du modtage eMagasinet
Islandsk Hest
direkte i din indbakke til
0 kr?

Ja tak, send magasinet
Book din annonce har
Reklamer for din hingst her
Karlslund

Læs også

Hvis du synes denne artikel var interessant, så kan du måske også lide nedenstående artikler:

Tilbage til artikelarkiv oversigten
Go to Top