Lindring af sommereksem hos islandske heste

Islandske heste med sommereksem

 

Schweiziske forskere har udviklet en vaccine, som reducerer overfølsomhed overfor mitteangreb hos heste med sommereksem.

 

Når en hest med allergisk respons bliver angrebet af mitter, er det spyttet fra mitten som udløser en immunreaktion i huden. Eosinofile hvide blodlegemer bliver aktiveret og frigiver deres celleindhold på grund af det underliggende allergiske immunrespons, hvilket igen forårsager vævsskader i huden og fører til de typiske allergi-læsioner i huden.  Overfølsomheden forårsager intens kløe typisk langs lynlåsen, øvre hals og over halen.

 

Vaccinen er rettet mod interleukin 5 (IL-5), som er et stof der dannes i hestens immunsystem. IL-5 er den øvre regulator for en type hvide blodlegemer kaldet eosinofile.  Eosinofile celler spiller en stor rolle i mange allergiske reaktioner. Disse celler indeholder store granula med giftige enzymer, der netop er i stand til at forårsage den kløe og massiv vævsødelæggelse, vi kender fra sommereksem.

Vaccinen virker ved at narre kroppen

Vaccinen virker ved at narre kroppen til at identificere IL-5 som en fremmed indtrænger, der skal neutraliseres. For at opnå dette bandt forskerne IL-5 til et protein fra en ikke-relateret virus. Virus-proteinerne er fremmede for hestens immunsystem, så dette aktiveres og danner antistoffer mod både virus-proteinerne og det tilkoblede IL-5.

 

Forskerne har afprøvet vaccinen på 34 raske islandske heste. Nitten heste fik en række allergi-vaccinationer: en i starten af ​​undersøgelsen og derefter fire, otte, 12 og 20 uger senere. De resterende 15 heste modtog placebo-vacciner efter samme tidsplan som kontrol. Allerførst fandt forskerne at alle vaccinerede heste undtagen to havde udviklet antistoffer mod IL-5. I løbet af et år var der otte af de vaccinerede heste, der viste en 50% reduktion i de kliniske tegn herunder kløe og hudirritation. Fire af de vaccinerede heste udviste en 75% bedring i de klassiske sommereksemstegn. I den samme periode var der kun to heste i kontrolgruppen der viste en bedring på 50%.

Målet med vaccinen

Målet med vaccinen er ikke at eliminere den eosinofile reaktion i huden, men snarere at kontrollere tilstanden, idet cellerne udfører andre vigtige funktioner. Ifølge forskerne var der stadig et basalt niveau af eosinofile celler tilbage, da vaccinen ikke rammer eosinofil-dannelsen. Eosinofile celler understøtter blandt andet immunrespons mod parasitter, så forskerne kiggede på parasitforekomsten hos hestene både før og efter at have modtaget vaccinen, for at se, om denne funktion var påvirket. Forskerne så ikke en stigning hos vaccinerede heste sammenlignet med placeboheste. Det ventes at vaccinen er tilgængelig i løbet af 2021.

Reference: “Treating insect-bite hypersensitivity in horses with active vaccination against IL-5,” Journal of Allergy and Clinical Immunology

Af Shaila Siesgaard

Foto: Privat

Vil du modtage eMagasinet
Islandsk Hest
direkte i din indbakke til
0 kr?

Book din annonce har
Equipagefys
Karlslund ridning

Læs også

Hvis du synes denne artikel var interessant, så kan du måske også lide nedenstående artikler:

Go to Top