Grossist beroliger hesteejere, der frygter, at hesten ikke kan blive skoet.
Skræmmende overskrifter om mangel på hestesko som følge af russisk gasstop, og at 170.000 heste kan komme til at mangle sko, har – naturligvis – skabt uro hos mange hesteejere.
Samtidig har det – lige så naturligt – skabt telefonstorm hos flere beslagsmede, der bliver kimet ned af bekymrede kunder.
Et par grossister fortæller, hvordan de har fremtidssikret deres lager, så de fremadrettet har sko nok, hvis Rusland lukker helt af for gassen til Europa.
De tre største producenter af hestesko ligger i Holland og kører på gas. Derfor frygter nogle, at ophør af gaslevering kan risikere at give mangel på hestesko.
-Det skaber selvfølgelig panik hos hesteejerne. Nogle af vores smede kunne næsten ikke få tid til at sko heste, fordi de blev kimet ned af bekymrede kunder.
Det fortæller grossist Søren Milert fra Berger´s Smedie i Nørre Aaby på Fyn, der leverer hestesko til mange af landets beslagsmede.
Jeg forstår godt panikken
-Jeg forstår jo godt panikken, men det gav nogle udfordringer med opkald fra nervøse kunder og fra pressen. Også fordi det kommer i en periode, hvor der er sommerferie.
-Men man kan roligt slå koldt vand i blodet. De europæiske sko-producenter, jeg har været i kontakt med, ser ingen problemer i at levere. Så efter min mening er der ikke grund til, at smedene begynder at opbygge store lagre af sko.
Skulle de hollandske leverandører lukke, er der, ifølge Søren Milert, andre udenfor Europa, der kan levere hestesko.
-Så er det måske bare en lidt anden slags sko, og der kan være enkelte specialmodeller, der kommer i restordre. Men af de gængse modeller har vi lager til minimum et halvt år, forklarer Søren Milert og pointerer, han ikke anser det for sandsynligt, at der bliver nogle leveringproblemer.
Stærkt forhøjede priser på sko-delen, skal man heller ikke bekymre sig om i denne sammenhæng.
-Selve skoen udgør en minimal del af udgiften til skoning. Det er primært smedens viden, ekspertise og tid, du betaler for. På den front er skoning steget – ligesom ydelser i andre brancher.
-Hesteejerne skal ikke være nervøse for, at deres stakkels heste kommer til at mangle sko, beroliger Søren Milert.
Og han mener heller ikke, beslagsmedene behøver bruge en masse penge på at investere i kæmpe udvidelser af deres skolagre.
Så rid trygt videre, hvis du er hesteejer og gerne vil have din hest skoet.
Af HELLE SKRAM DE FRIES