Islandske heste tølter solen sort!
Hvad betyder det islandske ord “Gæðingakeppni?” Hvordan rider man det? Og hvilke elementer dømmes i Gæðingakeppni?
I weekenden d. 3.-5. september afholder Dansk Islandshesteforening Danmarksmesterskaber i Gæðingakeppni på foreningens baneanlæg på Hedeland.
Her kan du opleve islandske heste for fuld udblæsning i disciplinen Gæðingakeppni – en hundrede år gammel tradition på Island, hvor det alle dage har handlet om at evaluere kvaliteten og ridekapaciteten for at finde den allerbedste hest!
I Gæðingakeppni er det altså islandshestens kraft, energi og karisma, der er i centrum.
Det handler mere om hestens egenskaber end om rytterens
Man siger, at den hest, som øjet fanger – altså hesten, man ikke kan slippe synet af, selvom man intet kender til islandske heste er en rigtig gæðingur!
Ordet gæðingur er ældgammelt på islandsk, og beskriver den hest, der er langt bedre end andre heste på grund af dens mange fremragende egenskaber mht. gangarternes tempo og den glæde, den giver rytteren.
Keppni betyder slet og ret “konkurrence” på islandsk.
I Gæðingakeppni handler det altså om at finde den bedste hest. Hesten, som det er en fornøjelse at ride på og at se performe. Hesten med masser af arbejdsvilje og fremdrift, der samtidig er både samarbejdsvillig, styrbar og lydig. Hesten, der bevæger sig med stor kraft og fart i gangarterne og med stolthed og udstråling i udtrykket.
Konkurrencen har udviklet sig i årenes løb og er blevet tilgængelig for alle typer ryttere uanset alder og alle slags islandske heste. Man kan ride gæðingakeppni i forskellige klasser, og man kan deltage i gæðingakeppni, uanset hvilken alder man har.
Gæðingakeppni-klasserne hedder A-flok (5-gang, hvor hesten skal vise de fem gangarter tølt, trav, galop, skridt og pas), B-flok (4-gang, hvor hesten skal vise fire gangarter tølt, trav, galop og skridt) C-flok, Ungrytterflok, Teenageflok og Børneflok.
Hvert år afholder Dansk Islandshesteforening et Danmarksmesterskab i Gæðingakeppni. Desværre blev stævnet aflyst i 2020 pga. corona-restriktioner, så forventningens glæde er ekstra stor i år, hvor der søndag d. 5. september kåres en Danmarksmester i Børne-flok (GDC – 10-13 år), Teenage-flok (GDT – 14-17 år), Ungdoms-flok (GDY – 18-21 år), B-flok (GDB + 21 år) og A-flok
(GDA + 21 år).
Islandshestens gangarter
Islandske heste er kendt for at mestre to gangarter udover skridt, trav og galop. Det er gangarterne tølt og pas. Tølt er en behagelig firtaktet gangart, hvor rytteren sidder roligt i sadlen. Hestens man og hale fejer i en flot bølgende bevægelse, og hesten har altid mindst ét ben i jorden. Tølt bruges på rideture i terræn og i konkurrencer, hvor gangarten skal vises i flere hastigheder.
Islandske heste med særlige anlæg mestrer også den flyvende pas, der er en totaktet gangart, hvor hesten flytter for- og bagben på samme side samtidigt – og med en svævefase inden næste benpar rammer jorden.
En arbejdsom race
Islandske heste er efterkommere af de heste, vikingerne havde med sig, da de bosatte sig på Island i det niende og tiende århundrede. Det barske klima på Island formede gennem tiderne hesten til en kompakt, nøjsom og hårdfør race. Såvel på Island som i resten af Europa har den islandske hest primært været anvendt som arbejdshest. Nutidens islandske heste er kendt over hele verden for sin alsidighed, sit behagelige sind og som en pålidelig, arbejdsom og samarbejdsvillig ridehest for hele familien.
Dansk Islandshesteforening er en landsdækkende forening, der samler mennesker med interesse og passion for den islandske hest. Formålet er at udbrede kendskabet til og anvendelsen af den originale renracede islandske hest. Dansk Islandshesteforening arbejder for at skabe optimale rammer for alle typer islandshesteryttere, og er bl.a. ansvarlig for uddannelse af instruktører, trænere, kåringsdommere og konkurrencedommere efter internationale regler. Desuden arbejder foreningen politisk for bedre adgang for ryttere og heste til naturen. Dansk Islandshesteforening driver også eget stambogskontor, der varetager stambogsføring af hestene.
Af Dansk Islandshesteforening
Foto C.G. Fotografi