Islandske heste er vel skabt til at gå på græs hele døgnet – 3 spørgsmål til dyrlægen

Islandske heste er vel skabt til at gå på græs hele døgnet. Bliver de lige så let forfangne som andre racer?

Ja, det gør de. Der er faktisk en overrepræsentation af islandske heste i vores patientgruppe med forfangenhed. I vores optik er islandske heste særligt følsomme og tilbøjelige til at blive forfangne. Islandske heste er ganske rigtigt opdrættet til at gå på græs nærmest året rundt, men man må forstå, at det græs som islandske heste historisk har gået på er naturgræs, hvorimod det vi har her i Danmark er kulturgræs.

Kulturgræs er fremavlet særligt med henblik på at kunne give næring til mælkeydende kreaturer, derfor er det meget mere energiholdigt og “stærkere” end naturgræs.

 

Jeg har en hest, der var forfangen for fire uger siden. Min smed siger, at der ikke er noget at se og at den er rask. Kan jeg stole på det? Hvordan ved jeg om en hest er rask og klar til at komme på græs igen?

Nej, du kan ikke stole på, at smeden efter fire uger kan sige, at der ikke er noget at se. Du kan ikke med sikkerhed vide om hesten er rask. Du kan få taget røntgen for at sikre dig, at der ikke har fundet en hovbens-drejning eller sænkning sted, men med sikkerhed kan du ikke vide om hesten er rask.

Derfor er du, for at være på den sikre side, nød til at lade være med at lukke din hest på græs, når den har været forfangen. Med mindre du har særlige forhold, såsom græs med særligt lavt sukkerindhold, vil jeg være tilbøjelig til at sige, at man ikke mere kan lukke en hest på græs, hvis den har været forfangen.

 

Jeg har en hest, der har været forfangen. Er det så ikke en fordel at sætte den på noget helt kort nedbidt græs, når den skal på græs igen?

Helt kort og nedbidt græs er typisk mere “stresset” og har derfor et højere sukkerindhold. Så hvis arealet med det nedbidte græs er stort nok, kan sådan en hest komme til at indtage ret store mængder sukker på forholdsvis kort tid.

Jeg vil til enhver tid anbefale jordfold samt udfodring med kontrolleret hø, så man ved, hvad man hælder i munden af hesten. Alternativt til hø, hvor du har fået lavet grovfoderanalyse kan du bruge udvasket hø, men det er vigtigt at du ved, hvor meget sukker hesten indtager.

Dyrlæge Peter Hjuler

Introduktion:

Peter Hjuler

Hestedyrlæge gennem 30 år og indehaver af Horsedoc Hestehospital og Hestetandklinik ved Århus.

Videreuddannet indenfor hestesygdomme og haltheder ved Liverpool Universitet. Medlem af DDD, BEVA og AAEP, som er sammenslutningen af hestedyrlæger i henholdsvis Danmark, Storbritanien og USA.

Vil du modtage eMagasinet
Islandsk Hest
direkte i din indbakke til
0 kr?

Book din annonce har
Equipagefys
Karlslund ridning

Læs også

Hvis du synes denne artikel var interessant, så kan du måske også lide nedenstående artikler:

Go to Top